Patienter flytter ind i nye rammer på Sjællands Universitetshospital i Køge
torsdag den 1. oktober 2026
Søndag morgen den 4. oktober kl. 8 begynder flytningen af omkring 40 patienter fra Onkologisk Afdeling i Roskilde og Næstved og Hæmatologisk Afdeling i Roskilde. De flytter til Køge, hvor de skal tage nye enestuer i brug.
Præhospitalt Center står for transporten af patienterne mellem hospitalerne. I alt deltager 22 køretøjer i flytningen, primært liggende patienttransporter, som vil flytte patienterne med få minutters mellemrum.
Gennem dagen vil der derfor kunne opleves flere patienttransporter på vejene mellem Næstved, Roskilde og Køge, men flytningen forventes ikke at give trafikale udfordringer.
Flytningen er nøje forberedt

Flytningen er kulminationen på flere års planlægning, forberedelser og tests. I august gennemførte medarbejdere og samarbejdspartnere blandt andet en fuld test af patientflytningen, hvor hele forløbet blev gennemgået fra patienternes afgang i Næstved og Roskilde til ankomsten i Køge.
Næste kapitel i det nye universitetshospital
Flytningen er en del af den gradvise ibrugtagning af det nye hospitalsbyggeri i Køge. Den første bygning blev taget i brug i marts 2023, hvor en række afdelinger flyttede til nye rammer internt i Køge.
Nu er turen kommet til endnu en bygning. Tidligere i efteråret flyttede Stråleterapien og Reumatologisk Afdeling ind, og søndag følger Hæmatologisk og Onkologisk Afdeling efter.
De næste store patientflytninger er planlagt til december 2027 og januar 2028.