Artikel
Artikelformat
En videnskabelig artikel kan antage mange forskellige former, alt efter fagområde, emne, metode osv. Inden for det sundhedsvidenskabelige område, støder man på nedenstående former, eller variationer heraf:
Original Research: Det format kaldes også Original Article, Research Article, Research, eller bare Article, afhængigt af tidsskriftet. Dette er det mest almindelige format til tidsskriftmanuskript, der bruges til at offentliggøre resultater fra forskning.
Short reports: Det format kaldes også Brief communications eller Letters afhængigt af tidsskriftet. Formatet benyttes til at kommunikere kortfattet om emner, der er tidsaktuelle, og som sandsynligvis vil stimulere til yderligere forskning på området.
Review Articles: Formålet med formatet er at give et omfattende resumé af forskning på et bestemt emne/område og et perspektiv på feltets tilstand, og hvor det er på vej hen. Der findes en lang række af reviewtyper, se fx Reviews
Case Studies: Også kaldet Kasuistik i lægevidenskab, defineret som en offentliggjort beskrivelse af et enkelt sygdomstilfælde med skildring af fx usædvanlige symptomer. Formålet med format er at gøre andre forskere og klinikere opmærksomme på muligheden for, at et specifikt fænomen kan opstå. Denne type undersøgelse bruges ofte i medicin til at rapportere forekomsten af tidligere ukendte eller nye patologier.
Methodologies eller Methods articles: Dette format anvendes til at præsentere en ny eksperimentel metode, test eller procedure. Den beskrevne metode kan enten være helt ny eller kan tilbyde en bedre version af en eksisterende metode.
Link til uddybning: Types of journal articles | Springer — International Publisher
Artikelskrivning
Artiklen er formidlingen af og reflektionen over den ny viden, du har skabt i dit projekt. Har du lavet en god protokol, kan du tage afsæt i den, din resultatanalyse, holdt op imod andre artikler med nyeste og anerkendt viden på området.
Mange sundhedsvidenskabelige artikler opbygges efter IMRaD (IMRAD structure). Skriveprocessen kan være personafhængig. En metode er at arbejde med de enkelte afsnit og samle til sidst med en rød tråd. En anden er at gennemarbejde alt materiale og efterfølgende skriver du artiklen i et stræk. Søg hjælp og sparring i skriveprocessen. Lær af hvordan andre har publiceret deres forskning. Tag evt. et skrivekursus.
Læs mere:
- Christina Pontoppidan: Gør teksten klar – bog (Ebog)
- Mette Jørgensen og Mette Onsberg: Praktisk argumentation – bog (Ebog)
- Praktisk guide til at skrive en videnskabelig originalartikel | Ugeskriftet.dk
Valg af tidsskrift
Når du skal vælge, hvilket tidsskrift du vil publicere din forskning i, er det vigtigt at sikre sig, at tidsskriftets profil passer rigtigt. Læs på tidsskrifternes hjemmeside Aim og Scope (formål og profil). Undersøg også: Hvilke tidsskrifter har den forskning, du selv refererer til i din egen forskning? Hvor publicerer dine fagfæller? Hvilke tidsskrifter bliver læst af dine fagfæller?
Vurder grundigt og omhyggeligt, om din forskning er inden for scopet. Processen med at indsende et manuskript til et tidsskrift kan være krævende, så læs retningslinjerne grundigt, husk også at læse formaterings- (tabeller, figurer) og citationsstandarder. Tilpas dit manuskript præcist.
Manuskriptet sendes derefter til tidsskriftet til gennemgang af et team af eksperter på området gennem en streng peer-review-proces. Peer-review-processen omfatter vurdering af forskningens kvalitet, originalitet og betydning for området. De giver feedback til forskerne, for at hjælpe dem med at forbedre deres arbejde. Hvis manuskriptet godkendes til publicering, kan du/I fortsat blive bedt om at foretage ændringer, og teksten bliver redigeret og sat op inden publicering.
Open access
Open Access er gratis digital adgang til den viden, som er et resultat af forskernes arbejde. Open Access betyder "Fri adgang" til forskning. I praksis betyder det, at forskerne betaler for at publicere og ikke for at læse forskningen. Husk altid at undersøge, hvad det koster at publicere i det tidsskrift, du har valgt. Det kan være en fordel at inkludere udgift til open access publicering i budgettet allerede, når du søger om midler til dit forskningsprojekt, da det kan være relativt dyrt. Vær opmærksom på at Region Sjælland har gratis (licens) til at publicere et afgrænset antal artikler i Tidsskrifter fra forlaget Wiley.
OBS – Som forsker kan du opleve løbende at blive inviteret til at publicere i og betale til ”fup” predatory tidsskrifter for ublu priser. Der findes lister med navne på tidsskrifter, man bør undgå. Predatory Journals - The List
Kontakt
Adresse
Sjællands Universitetshospital, Nykøbing F.
Center for Sundhedsforskning
Strandboulevarden 64
4800 Nykøbing F.
Se kort
Sjællands Universitetshospital, Nykøbing F.Ring til os
Frederik Abrahamsen
Opdateret tirsdag den 8. jul. 2025