Gå til indhold

CT-skanning - tyktarm

Se kontaktoplysninger
CT-skanning af tyktarmen (colografi) foregår på Røntgen og skanning (billeddiagnostisk afdeling). Læs informationer om undersøgelsen her.

Om CT-skanning

En CT-skanning er en røntgenundersøgelse, der ved hjælp af en computer fremstiller tværsnitsbilleder af kroppen og organerne. For at få det bedste resultat skal din tyktarm tømmes inden undersøgelsen.

Medicin

I forbindelse med undersøgelsen skal du tage MoviPrep til udrensning, som kan nedsætte eller forsinke virkningen af din medicin. Du må tage din sædvanlige medicin, men gør det mindst to timer før eller tidligst to timer efter, at du har taget MoviPrep.

Dagen før undersøgelsen

• Du må ikke indtage mælkeprodukter et døgn før undersøgelsen.
• Det er vigtigt at drikke 2-3 liter væske i dette døgn.
• Du må drikke juice uden frugtkød, saftevand, vand, sodavand, kaffe og te (uden mælk).
• Til morgenmad og frokost må du spise hvidt brød med pålæg - undgå fiberholdig kost.
• Efter frokost må du spise supper, der er blendet eller af bouillon (dog ikke suppe med hyldebær, asparges, porrer eller tomat).


Kl. 08.00: Bland flasken med 0,5 dl Omnipaque (kontrast) i en halv liter vand. Drik halvdelen af blandingen. Resten af blandingen skal drikkes tre timer før undersøgelsen.

Moviprep-udrensningen giver kraftig afføring/diarré i op til 3-4 timer. Virkningen kan starte allerede efter 30 minutter. Opløsningen smager salt, så det er en fordel at drikke den koldt. Du mister meget væske og skal derfor indtage 4,5 - 5 liter væske/ eller flydende kost i løbet af dagen.

Kl. 16.00: Hæld indholdet af én pose Moviprep A og én pose Moviprep B i en tom kande, og tilsæt en liter koldt vand. Det kan tage op til 5 minutter, før det hele er opløst.

Drik et glas (ca. 2,5 dl) af opløsningen hvert 15. minut, indtil kanden er tom. Stil kanden i køleskabet undervejs.

Drik desuden over en halv liter vand, saft eller lignende undervejs.

Kl. 20.00: Drik den anden halvdel (ca. en kvart liter) af blandingen med Omnipaque (kontrast).

Hæld indholdet af en ny pose Moviprep A og en ny pose Moviprep B i en tom kande, og tilsæt en liter koldt vand. Det kan tage op til 5 minutter, før det hele er opløst.

Drik et glas (ca. 2,5 dl) af opløsningen hvert 15. minut, indtil kanden er tom. Stil kanden i køleskabet undervejs. Drik over en halv liter vand, saft eller lignende undervejs.

På undersøgelsesdagen

Du må få flydende kost indtil undersøgelsen.

Du skal fjerne metalgenstande fx halskæder, piercinger, BH og trøjer/bluser med metal fra det område, der skal undersøges.

Selve undersøgelsen

Undersøgelsen tager 30-60 minutter.

Når du bliver skannet, ligger du på et leje, der bevæger sig. Det er vigtigt, at du ligger helt stille, mens undersøgelsen laves. Du har god plads omkring dig. Personalet, der udfører undersøgelsen, vil være i kontakt med dig hele tiden.

Ved starten af undersøgelsen skal du ligge på siden på lejet. Du vil få ført et tyndt plastikrør ind nederst i endetarmen. Der bliver pustet luft ind i tarmen gennem plastikrøret. Du vil kunne mærke luften i tarmene.

Derefter bliver du CT-skannet to gange. En gang mens du ligger på ryggen, og en gang mens du ligger på maven.
Efter CT-skanningen bliver det bløde plastikrør fjernet, og du kan gå på toilettet

Efter undersøgelsen

Der er ingen forholdsregler efter undersøgelsen.

Svar på undersøgelsen

Røntgen og skanning (Billeddiagnostisk Afdeling) sender svaret på undersøgelsen til den læge eller afdeling/ambulatorium, som har henvist dig til undersøgelsen.

Risici ved undersøgelsen

Til undersøgelsen bliver du udsat for røntgenstråler. Den stråling, du bliver udsat for ved en CT-skanning, svarer højst til nogle få års dosis af den naturlige baggrundsstråling.

Hvis du er gravid, eller hvis der er mulighed for, at du er gravid, er det vigtigt, at du kontakter os inden undersøgelsen. Et foster er særligt følsomt over for røntgenstråler,

Du kan læse mere om stråling og risici i Strålingsguiden https://www.sst.dk/da/udgivelser/2013/straalingsguiden---ioniserende-straaling

 

Kontakt

Adresse

Sjællands Universitetshospital, Nykøbing F.

Røntgen og skanning

Billeddiagnostisk Afdeling

Hovedindgangen

Fjordvej 15, 3

4800 Nykøbing F.

Se kort

Find vej

Ring til os

Alle hverdage kl. 9.00 - 15.00

Tlf. 56 51 59 00

Tlf. 56 51 59 00