Fødslen
De fleste kvinder kan føde på Nykøbing F. Sygehus. Enkelte sygdomme og særlige tilstande kan dog medføre, at du i løbet af graviditeten bliver henvist til fødsel på et andet sygehus.
På Føde-barselsafsnittet råder vi over fire fødestuer, hvoraf de to har et stort badekar til smertelindring og/eller fødsel. Fødestuerne benyttes også til kontroller af gravide kvinder.
Vi anbefaler som udgangspunkt, at du føder normalt (vaginalt). Vi opfordrer til, at fødslen planlægges ud fra vores anbefalinger sammenholdt med erfaringer fra dine eventuelle tidligere fødsler og dine ønsker for den forestående fødsel.
Vi vil hjælpe og støtte dig under fødslen og vi tilstræber, at:
- Der skal være en jordemoder til stede hele tiden, når du er i aktiv fødsel
- Der er mulighed for god smertelindring
- Fødslen har en overskuelig tidshorisont.
På sygehuset kan selve fødslen forløbe på flere forskellige måder.
Du vil blive indlagt på fødegangen, når der er regelmæssige veer og en indvendig undersøgelse viser, at din livmodermund er begyndt at åbne sig.
Viser det sig, at fødslen ikke er i gang, når du kommer på fødegangen, vil du blive anbefalet af tage hjem igen eller eventuelt blive indlagt, indtil fødslen går i gang.
Beslutninger om behandling og smertelindring vil blive taget på baggrund af barnets tilstand, dine ønsker og vores anbefalinger.
Vandfødsel er en mulighed for kvinder, der er sunde og raske, ikke har et BMI over 35, og hvor fødslen er gået i gang af sig selv. Der kan undervejs i forløbet opstå situationer, hvor vandfødsel ikke længere er en mulighed. Det fortæller jordemoderen om, hvis det bliver aktuelt. Ikke alle jordemødre varetager vandfødsler.
Det er muligt at føde ambulant. Ved ambulant fødsel tager du hjem direkte fra fødestuen 4-6 timer efter fødslen. Herefter vil du have mulighed for at kontakte os hele døgnet ved spørgsmål, og vi ringer dig op dagen efter. Opstår der problemer, der ikke kan klares på telefon, kan du komme ind på afsnittet igen til en kontrol eller genindlæggelse.
Du kan vælge at blive på sygehuset efter fødslen, hvor du vil blive overført til barselsafsnittet efter et par timer. Hvis du gerne vil hjem samme dag, kan du blive på fødestuen 4-6 timer.
Hvis fødslen ikke går i gang af sig selv inden for normal tid (op til 42 uger), vil du blive tilbudt igangsættelse. Igangsættelse foregår altid på sygehus, så hvis du har valgt at føde hjemme eller på fødeklinik, vil du blive henvist til fødeafdeling.
Kontakt
Adresse
Nykøbing F. Sygehus
Graviditet, fødsel og barsel
Gynækologisk og Obstetrisk Afdeling
Fjordvej 15
4800 Nykøbing F.
Se kort
Find vejBesøgstider
Ring til os
Opdateret tirsdag den 25. apr. 2023